Hvad er brydning for noget?


Hermod

Brydning er en individuel sport med fokus på teknik og balance. Men i Hermod handler brydning også om sammenhold, tryghed, etik og glæde. Vi bruger vores energi på at være tilstede, være sammen og hjælpe hinanden. Vi drøfter udviklingspotentiale, tumler med hinanden i ringen, samler frivillige til at reparere klubbens fine hus og spiser og hygger os sammen bagefter.


Hermod

Brydning er kort fortalt en slåsleg, der giver en sanselig oplevelse og skaber bevægelsesglæde, fordi vi bruger hele kroppen. Den tætte kontakt øger kropsbevidstheden, som bidrager til personlighedsdannelsen. Nogen tror, at brydning er en farlig sport. Det er den ikke. Trænerne lærer dig, hvordan grebene skal laves. Du lærer at falde rigtigt, og madrassen er ikke hård at falde på. Ved de rigtige brydestævner er bryderne inddelt efter både alder, vægt og niveau. På den måde kan alle konkurrere på lige vilkår. Dommerne holder øje med, at der ikke bliver taget greb, som kan medføre skader. Greb, som kan medføre skader er forbudt. Derfor er der meget få skader i brydning. Når træneren vurderer, at du er klar, og du selv føler dig tryg ved bryde ringen, er der mulighed for at deltage i begynderstævner og senere større turneringer i både Danmark og udlandet. En brydekamp går ud på at få modstanderen ned på ryggen, så begge skuldrene rører ved brydemåtten. Kan du det, så er kampen vundet på fald. Hvis det ikke lykkedes for nogen af bryderne, så går kampen på tiden, ud fra en fastsat tid, og den bryder der har lavet flest greb/aktioner i kampen, og dermed fået de fleste point vinder kampen. Rammen omkring en brydekamp er altid at bryderne hilser på hinanden inden kampen går i gang og man siger tak for kampen som afslutning, du får lejlighed til at måle dine kræfter og alt det du har lært ved træningen.

Se mere her



Tre gode grunde til at gå til brydning

1: Når børn kæmper, lærer de blandt andet at iagttage modstanderens bevægelser og aflæse dennes kropssprog, hvilket har positiv indvirkning på at mindske mobning.

2: Børnene udvikler deres kropsbevidsthed gennem kamp (sejre og nederlag) og får herved større selvtillid.

3: Fysisk kontakt / kropslighed, der øger kropsbevidstheden, som påvirker det sociale, det psykiske, og giver mulighed for kultivering af aggression.


Kom og vær med! Der er masser af leg, bevægelse og motorisk træningen, som er med til at styrke børnenes koordinationsevne. På holdet lærer børnene blandt andet deres egne styrker og begrænsninger at kende under kampe, der er bygget op om regler, ritualer og værdier. Den sunde slåskamp er en dialog gennem bevægelse.